Malene Mortensen Group

Vokaljazz i international klasse!

Fredag den 11. september 2026 kl. 19.30 kan publikum i Hornbæk Jazzklub se frem til en aften med elegant vokaljazz, når Malene Mortensen Group gæster klubben.

Malene Mortensen har gennem mere end to årtier etableret sig som en af Danmarks mest markante jazzsangerinder. Med sin varme, nuancerede stemme og sit personlige udtryk formår hun at forene den klassiske jazztraditions elegance med moderne klange og et nærvær, der skaber en helt særlig forbindelse til publikum.

Hun har gennem sin mange årige karriere samarbejdet med både danske og internationale kapaciteter som Christian Sands, Chris Potter og Mike Stern og udgivet en række anmelderroste albums.

Mere om musikerne

Søren Baun

Denne aften omgiver hun sig med tre fremragende musikere fra den danske jazzscene. Ved klaveret sidder Søren Baun, en efterspurgt pianist kendt for sit lyriske og nuancerede spil. Med sin sikre fornemmelse for både swing, harmonisk finesse og musikalsk samspil skaber han det perfekte fundament for Malene Mortensens fortolkninger.

Morten Ankarfeldt

På kontrabas høres Morten Ankarfeldt, som gennem en årrække har været en central skikkelse på den danske jazzscene. Hans melodiske basspil, sikre groove og lydhøre tilgang gør ham til en eftertragtet medspiller i både små ensembler og større orkestre.

Rasmus Lund

Rasmus er en virkelig dynamisk og alsidig trommeslager med en særlig evne til at balancere energi og følsomhed. Hans musikalske overskud og sikre timing tilfører kvartetten både drive og elegance.

Sammen skaber de fire musikere en koncertoplevelse præget af nærvær, spilleglæde og jazz i absolut topklasse. Publikum kan glæde sig til en aften med smukke ballader, swingende rytmer og inspirerende improvisationer – leveret af musikere, der mestrer kunsten at fortælle historier gennem musikken.

Hornbæk Jazzklub ser frem til at byde velkommen til en stemningsfuld sensommeraften med en af dansk jazz’ stærkeste stemmer og et band i særklasse.

Line-up

– Malene Mortensen – vokal
– Søren Baun – piano
– Morten Ankarfeldt – bas
– Rasmus Lund – trommer

Pressen skrev

“Malene Mortensens alsidige baggrund medvirker til, at hun synger med en overskudsagtig teknik, der har sikret hende en smuk klang og klare intoneringer. Hendes stemme byder på en palet af farver, der mestrer alt fra den klassiske jazz til smooth crooner RnB.”
– Jazzhus Montmartre

“Albummet Malene & Christian (Sands) er dejlig lyttejazz med swingende smukke musikalske detaljer i selskab med en af Danmarks allerbedste sangerinder.”
– All That Jazz om albummet Malene & Christian (2026)

SPILLESTED

Alle koncerter spilles i KULTURHUSET BØLGEN, Jämtlandsvej 1, 3140 Ålsgårde

Hornbæk Jazzklub støttes af: