Fredag den 6. april klokken 20:30 byder Hornbæk Jazzklub velkommen til JESPER HEDEGAARD SOUND OF BRASIL i Kulturhuset BØLGEN i Ålsgårde.
En koncert som drager publikum ind i sanseligheden og lyden af Brasilien.
Der er lagt op til en enestående brasiliansk koncert som drager publikum ind i sanseligheden og lyden af Brasilien. Publikum kan se frem til en oplevelse med fremragende Brasiliansk Instrumentalmusik.
Stilarten bygger på 60’ernes berømte brasilianske trioer – et spændende og anderledes musikkoncept som både overrasker og begejstrer. På repertoiret er samba, choro, baião og samba-canção.
Det er med stor glæde, at vi kan præsentere to af Brasiliens ypperste instrumentalister, Sidiel Vieira (b) og Celso de Almeida (dr). De har spillet sammen i årevis, blandet andet i Ceso de Ameida Trio, så man kan forvente, at se et brillant sammenspil. Det er ingen overdrivelse at fremhæve, at disse 2 brasilianske stjerner, der turnerer over hele verden med forskellige artister, er nogle af de bedste i Brasilien. Det er en sjælden mulighed for, at opleve dem sammen i Danmark.
Jesper Hedegaard har specialiseret sig i Brasiliansk Musik siden 1976 og har optrådt i Brasilien i mere end et årti. I 2015 spillede han koncerter i São Paulo med disse to fornemme musikere.
I september 2017 spillede Sound of Brasil 5 forrygende koncerter for et begejstret publikum, så banen er kridtet op. Alexander Kraglund og Jesper Hedegaard har spillet sammen siden slutningen af 2012 hvor de mødtes i Rio. Ifølge den nyligt afdøde Jazzlegende Svend Asmussen så ”swinger Alexander på ægte brasiliansk”.
Line up:
Alexander Kraglund – violin, bratsch, og mundharpe
Jesper Hedegaard – piano
Sidiel Vieira – bas
Celso de Almeida – trommer